Carpark North blev dannet i 1999 af de samme tre musikere, der også udgør bandet i dag: Lau Højen (guitar og vokal), Søren Balsner (vokal og bas) og Morten Thorhauge (trommer). Deres ambitiøse musikalske målsætning var at skabe en sound der kunne rumme de tre musikeres vidt forskellige inspirationskilder af dem selv beskrevet som ”poweren fra AC/DC, lydlandskaberne fra Jean Michel Jarre, simpliciteten fra Kraftwerk og melodierne fra Beatles og Mozart”. Blandingen af alt dette blev i tilfældet Carpark North en særdeles effektiv rock tilsat massevis af elektronik - som den perfekte platform for de gode sange bandet har kunnet levere nærmest siden starten. I 2003 kom debutalbummet ”Carpark North”, der gik direkte ind på førstepladsen af salgslisten. Numre som ”Transparent And Glasslike” og ”40 Days” strømmede fra radioen og koncerterne var udsolgte hvor bandet end kom frem. De mange koncerter ovenpå debutalbummet skabte et stærkt og selvsikkert band, der i 2005 udsendte to´eren ”All Things To All People”, med nye potentielle Carpark-klassikere som ”Human” og ”Best Days” (den tredje mest spillede sang på P3 i 2003!) Der var lagt op til noget stort, da Carpark North i sommeren 2008 brød lang tids tavshed på pladefronten med singlen ”Shall We Be Grateful”. P3 gjorde straks sangen til Ugens Uundgåelige og den heftige rotation af den på alle måde store sang, skærpede i den grad forventningerne til trioens tredje album, der kom på gaden i september. Carpark North kunne heldigvis leve op til hypen og leverer med ”Grateful” karrierens hidtil bedste udspil. Albummet er produceret af Carpark North selv, i samarbejde med US-produceren Brian Sperber (Moby, Staind, Patti Smith, Ozzy Osbourne m.fl.) et vellykket samarbejde, der har givet bandet et afgørende touch af international klasse. Og at Carpark North faktisk spiller lige op med andre store internationale navne, kunne man høre via deres gæstevisit på computerspillet ”Fifa 08” hvor ”Human” var del af soundtracket, i godt selskab med tracks fra bl.a. Blur, Muse, Oasis og Franz Ferdinand.
|
|